Søg om tilskud til friluftslivets lokalforeninger

0

FRILUFTSLIV: Mangler din lokalforening penge til nyt udstyr til friluftsaktiviteter, møbler til klublokalet eller uddannelse af instruktører? 

Friluftslivets foreninger kan nu igen søge om tilskud fra lokalforeningspuljen, som Friluftsrådet administrerer. Der er ansøgningsfrist 1. september.

For at søge friluftslivets lokalforeningspulje skal foreningen være tilknyttet en af de 85 organisationer, som er medlem af Friluftsrådet. 

Man kan søge om op til 50.000 kroner til aktiviteter, materialer eller faciliteter, der kan styrke lokale foreningers arbejde med friluftsliv, og der er ikke krav om medfinansiering. 

– Med lokalforeningspuljen kan vi give tilskud til alt det kedelige, som andre fonde normalt ikke støtter. Det behøver hverken være innovativt eller sexet, og der er ingen krav om, at man skal lægge en bondegård i egenfinansiering. Det skal bare være noget, der vil gøre en forskel for lokalforeningens aktiviteter og udvikling, fortæller Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet. 

Da friluftslivets lokalforeningspulje blev uddelt for første gang i starten af året, blev der givet tilskud til både elinstallationer, it-udstyr og grillriste. 

Det frivillige foreningsliv 
Lokalforeningspuljen er et resultat af den politiske aftale, som regeringen indgik i 2017 om en ny og permanent fordeling af de såkaldte spillehalsmidler til lokale, almennyttige foreninger.

Otte hovedorganisationer inden for det frivillige foreningsliv er udpeget som puljeansvarlige for hver deres pulje. 

Friluftsrådet er udpeget som ansvarlig for en pulje til friluftsforeninger, som i 2019 er på 2.425.000 kroner.

Foreninger, der i det indeværende kalenderår har fået støtte fra én af puljerne under Spillehalsmidlerne, for eksempel fra Friluftsrådet, DUF eller DIF/DGI, kan ikke søge puljen.

Deltag i debatten
Share.

About Author