Infrastruktur på dagsordenen

0

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Frederikssund Erhverv har haft folketingsmedlemmerne Kim Christiansen (DF) og Pia Adelsteen (DF) på besøg for at give dem et opdateret billede af udviklingen i Vinge og andre dele af kommunen inklusiv brobyggeriet.
Erhvervslivet har gennem mange år oplevet en meget stor interesse for og støtte til væsentlige, lokale infrastrukturforhold fra netop disse to folketingsmedlemmer.
Fra Frederikssund Kommune deltog borgmester John Schmidt Andersen (V) og formand for Teknisk Udvalg og fungerende viceborgmester, Tina Tving Stauning (A) i besøget.
Efter en velkomst fra formanden for Frederikssund Erhverv, Michael Tøgersen, kvitterede Pia Adelsteen for invitationen:
– Jeg følger både Vingeprojektet og brobyggeriet meget. Når man har været med fra start, så er det afsindigt spændende at følge med i.
– Mange snakker om hvorvidt Vinge Station er hønen eller ægget. Men sagen er, at stationen hænger sammen med resten af Vinge, og de er gensidigt afhængige af hinanden, sagde Pia Adelsteen, der selv er tidligere medlem af Frederikssund Byråd.
DF’s transportordfører Kim Christiansen takkede også for invitationen og slog fast, at de begge bakker op om etableringen af Vinge Station.

Vigtigt med støtte
Under en gåtur rundt i Deltakvarteret mødte de to folketingspolitikere en af de entreprenører, der bygger i Vinge; Jacob Bach fra Gribskov Byg. Han takkede de to politikere for deres støtte til Vingeprojektet:
– Det er vigtigt for os, at der er en positiv ånd omkring Vinge generelt og om stationsbyggeriet.
– Vi holder åbent hus herude hver anden søndag, og der kommer masser af interesserede mennesker. Men mange tøver, hvis der er usiikkerhed.
– Derfor er det vigtigt for os, at der er nogen, som støtter Vingeprojektet, fastslog han.
Gribskov Byg opfører 15 klyngehuse på Camarguevej i Vinge.

Fjordforbindelsen
Efter besøget i Vinge gik turen videre til Fjordforbindelsen Frederikssund, hvor Vejdirektoratets projektchef Henrik Vincentsen blandt andet fortalte om den maskine, der skal sætte de mange broelemeter på plads.
Maskinen er 150 meter lang, vejer cirka. 650 tons og er bygget til at kunne håndtere broelemeterne, som vejer omkring 100 tons stykket.
– Broelementerne er støbt ved siden af hinanden. Derefter er de nummereret og skal sættes på i den helt rigtige rækkefølge for at passe perfekt sammen, fortalte Henrik Vincentsen blandt andet.

Foto: Frederikssund Kommune

Deltag i debatten
Share.

About Author