DEBAT: Politikere og embedsmænd frikender sig selv for Vinge

0

LÆSERBREV
Af Asger Clausen
Skuldelev

Som borger i Frederikssund Kommune er man mildest talt dybt forbavset og forarget. Borgmesteren har, siden Vinge katastrofen kom frem, stort set ikke udtalt sig om emnet. Og vi troede vel alle, at det skyldtes, at den store undersøgelse af forløbet, som blev bebudet efter kommunalvalget, var i fuld gang.
Nu siger borgmesteren, at det er for tidskrævende at lave en undersøgelse, og at man har udpeget synderne: Eksterne konsulenter og tidligere medarbejdere i kommunen.
Politikerne i kommunen er overhovedet ikke nævnt som potentielle medskyldige. Putin kunne lære en del af Frederikssund Kommune.
Man står tilbage med en hel del ubesvarede spørgsmål:
Det lyder, som nogle politikere var blevet orienteret om massive økonomiske problemer med Vinge projektet cirka en måned før kommunalvalget:
Hvornår blev borgmesteren orienteret om problemerne? Hvem blev orienteret, og hvad gjorde de i den mellemliggende periode? Hvem blev ikke orienteret og hvorfor?
Politikerne i Frederikssund Kommune har været meget opsatte på at finde den mand, der lækkede, at kommunen havde igangsat en advokatundersøgelse af den hidtidige økonomiske bistand, kommunen havde fået:
Kommunen opsagde umiddelbart efter kommunalvalget aftalen med de finansielle partnere: Skulle vi have ventet i længere tid, hvis de fortrolige oplysninger ikke var lækket? Hvor lang tid mente kommunen, at befolkningen skulle være i uvidenhed med dette og hvorfor?
Den føromtalte rapport konkluderede, at administrationen ikke havde gennemlæst projektaftalen, der lå til grund for Vinge projektet og dermed ikke kunne vide, hvad den indeholdt:
Projektbeskrivelsen, der fyldte 180 sider, blev sendt til kommunen en uge før borgmesteren underskrev aftalen:
Kan det være rigtigt, at forvaltningen ikke har fortalt borgmesteren, at de ikke havde mulighed for grundigt at gennemgå en sådan aftale på en uge og omvendt, skulle borgmesteren ikke have udskudt underskrivningen af dokumenterne til alle vidste, hvad de skrev under på.
Der er mindst 20 andre spørgsmål borgerne i Frederikssund gerne vil have svar på. Men det ville føre for vidt i et enkelt læserbrev.
Samtidig forestiller man sig vel også, at borgmesteren forbliver i dyb tavshed omkring alle de forargede læserbreve, der forventeligt vil blive sendt det næste stykke tid. Lige som han har haft for vane siden skandalen blev offentlig kendt.

Deltag i debatten
Share.

About Author