Mord på museet i vinterferien

0

JÆGERSPRIS: Frederikssund Museum inviterer børnene ind i historien om et mord, der skal opklares. Alle hverdage i vinterferien er der hårdt brug for detektiver, som kan finde spor på museet og opklare, hvad der er sket.
”Teatertruppen Pilgrimmene, der skulle have spillet fire forestillinger på Frederikssund Museum om reformationen har måttet aflyse. Deres hovedrolleindehaver er fundet myrdet, og politiet kan ikke komme videre i efterforskningen. De har brug for hjælp. Din hjælp.”
Det er afsættet for historien, når Frederikssund Museum inviterer børn og voksne til at opklare mord mandag til fredag i vinterferien. Mordgåden danner ramme om en anderledes museumsoplevelse, hvor historiske fakta og problematikker sættes i scene i et format, der inviterer til aktivitet, dialog og kritisk stillingtagen.

Spor i hele museet
Ved indgangen får børnene udleveret politirapporten, og når de har sat dig godt ind i, hvad der er sket, er det tid til at gennemsøge museet for spor, der kan fortælle, hvem morderen er. Eftersøgningen bringer familierne rundt overalt på museet, hvor truppen færdedes – også backstage.
Det kan være de møder nogen på deres vej, som har set noget? For hvad lavede hovedrolleindehaveren egentlig på museet om aftenen? Hvem er det, der hvisker i kælderen, og har mordet noget med reformationen at gøre? En ting er sikkert: Der er nogen, der ikke fortæller hele sandheden. Men den skal nok komme frem, når børnene kommer til.

Mød bådebyggeren
I ferien kan du desuden komme helt tæt på museets gamle fjordjoller og mærke duften af frisk træ i det hyggelige værksted. Her er museets bådebygger, Lasse Vestergård, i fuld gang med at restaurere de gamle joller, og han fortæller gerne, hvordan man byggede jollerne og sejlede med dem.

Tid, pris, sted:
12. til 16. februar. Alle dage kl. 11.00-14.00
Billetpris 45 kroner. Mellem 0 og 17 gratis adgang.
Frederikssund Museum, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.

Deltag i debatten
Share.

About Author