Endnu sværere at passere den gamle bro

0

Efter åbningen af den nye fjordforbindelse overvåges trafikken på begge broer igennem et år. Er der ikke tilstrækkelig trafik på den nye bro, kan der blive iværksat yderligere trafikale tiltag.

 

Af Conny Probst

 

FJORDFORBINDELSEN: Når den nye fjordforbindelse åbner, er det ikke længere tilladt for lastbiler eller lastvognstog med en totalvægt på 3,5 tons og derover at passere Kronprins Frederiks Bro. Det vil lette trafikken over den gamle bro.
Men den planlagte brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro vil lægge en dæmper på privatbilisters lyst til at benytte sig af den nye forbindelse. Det skal en række trafikale tiltag råde bod på.
I henhold til loven om den nye fjordforbindelse kan Vejdirektoratet – efter forhandling med Frederikssund Kommune og med politiets samtykke – træffe bestemmelser om trafikregulerende foranstaltninger på Kronprins Frederiks Bro og J. F. Willumsens Vej, der ”indvirker på vejens udnyttelse og indretning med henblik på at reducere den gennemkørende kørsel”.
De trafikregulerende foranstaltninger skal reducere kørslen over den gamle bro, flytte en del af trafikken over på den nye fjordforbindelse – og dermed øge indtægtsgrundlaget og sikre den forudsatte tilbagebetalingstid.

Trafikale beregninger
Det forventes, at hverdagsdøgn-trafikken på den nye broforbindelse – med brugerbetaling – vil være 12.900 og 16.100 på den eksisterende bro.
– Jeg tror ikke, de tal holder, siger Kenneth Jensen (A), der som den eneste stemte blankt, da byrådet i 2012 sagde ja til en brugerbetalt højbro.
– Udgangspunktet for beregningerne er forældet; de er fra november 2011. Der er sket en kæmpe trafikudvikling siden da. Man burde anstændigvis vente og se.

Trafikpropper flere steder
Vejdirektoratet vil blandt andet sætte propper i trafikken ved ændre alle signaler, så der bliver mindre grøntid for J. F. Willumsens Vej.
I de to yderste lyssignaler Askelundsvej/Ådalsvej og Skovnæsvej/Færgelundsvej bliver der skabt mere rød-tid for den gennemkørende trafik, så der etableres propper uden for byområdet.
Hastigheden på J. F. Willumsens Vej gennem byen nedsættes til 50 km/t, det ekstra spor i østgående retning mellem Frederiksværksvej og Askelundsvej/Ådalsvej fjernes. Herudover vil man fjerne spærretiderne for broåbning.
De trafikregulerende foranstaltninger vil først blive gennemført, når broen er åbnet. Vejdirektoratet vurderer, at de maksimalt vil overflytte 1.000 køretøjer til den nye bro.
– Man vil også fjerne buslommerne, så de skal holde ude på vejen, og trafikken bryder sammen andre steder i byen. Det er dybt uanstændigt, mener Kenneth Jensen.
Efter åbningen af den nye fjordforbindelse vil man overvåge trafikken på de to broer.
Hvis der efter et års tid ikke er tilstrækkelig trafik på Kronprinsesse Marys Bro, overvejer man at iværksætte yderligere trafikale tiltag.

 

Deltag i debatten
Share.

About Author