DEBAT: Der er noget, vi aldrig kan blive enige om

0

LÆSERBREV
Af Susanne Bettina Jørgensen,
Byrådsmedlem (S), næstformand i Velfærdsudvalget,
Magnoliavej 20, 3630 Jægerspris

 

Hans Andersen fra Venstre ytrer, at han godt er klar over, at socialdemokraterne mener, at pleje og omsorgsopgaver løses bedst af det offentlige. Så langt, så godt.
Men han forstår ikke, at jeg anfægter regeringens forslag om at sikre fair og lige konkurrence mellem det offentlige og de private. Og det er jo nok derfor, Hans Andersen ikke selv er socialdemokrat.
For mig betyder lige og fair konkurrence, at der er lige betingelser og muligheder, når man fx driver et omsorgscenter eller en hjemmepleje.
Jeg har intet imod valgmuligheder, snare tværtimod. Men jeg er imod, hvis valgmuligheder skaber ulighed. Jeg er imod, at private firmaer tjener penge på pleje og omsorg, da det kun kan lade sig gøre ved at de enten tilbyder ekstra service mod betaling eller at de har forringede ansættelses- og arbejdsvilkår for plejepersonalet.
Socialdemokraterne arbejder for en god og værdig alderdom for alle, både nu og i fremtiden, hvor vi bliver flere og flere ældre. Derfor er vi på vagt, når vi gang på gang ser private plejefirmaer gå konkurs, og derfor protesterer vi, når valgfrihed skal ske på bekostning af alle de, de ikke er i stand til at vælge.
Hans Andersen siger, at kommunen betaler det samme, om borgeren vælger en plejebolig i et kommunalt omsorgscenter eller en plejebolig hos Attendo. Der må jeg bare sige, at det er helt forkert. Det er ALTID kommunen, der skal betale for sundhedslovsydelserne (sygeplejen) uanset hvor borgerne kommer fra.
Når Frederikssund kommune skal betale for de borgere, der vælger at bo i det kommende Attendo plejehjem, så er det et vilkår, at vi ikke på samme måde som i vores kommunale omsorgscentre kan styre og kontrollere, hvad og hvordan pengene bliver brugt.
For uanset hvordan vi vender og drejer det, så skal Attendo tjene penge. Man kan ikke drive en privat virksomhed, hvis ikke den genererer et overskud.
Sagen er klar: Socialdemokraterne er imod udlicitering af pleje- og omsorg, og her er vi ikke enige med Venstre.

Deltag i debatten
Share.

About Author