Velfærdsalliance mellem DBU og Frederikssund Kommune

0

Tirsdag formiddag en 31. januar underskrev borgmester John Schmidt Andersen på vegne af Frederikssund Kommune en velfærdsalliance med DBU, DBU Sjælland og Syddansk Universitet.

 

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Alliancen skal blandt andet styrke indsatser på børne- og ungeområdet, sundhed og inklusion ved hjælp af fodbold.
Velfærdsalliancen indebærer en gensidig forpligtelse til et tæt samarbejde om projekter, der kan være med til at løfte traditionelle kommunale opgaver i tæt samarbejde med de lokale fodboldklubber.
Allerede i dag har flere af fodboldklubberne i Frederikssund Kommune aktiviteter for målgrupper, der ikke falder ind under klubbernes primære målgruppe som for eksempel flygtninge, handicappede og ældre.
Et par eksempler på dette er holdene Team 2010 og Vikingerne. Team 2010 er et fodboldhold for udviklingshæmmede, og Vikingerne er et hold for brugere af psykiatrien.
De to hold spillede en kort opvisningskamp for de fremmødte til underskriftsseancen i Frederikssund IKs faciliteter for at vise, hvilke gode tiltag der allerede eksisterer i Frederikssund Kommune.
Den type aktiviteter ønsker Frederikssund Kommune og DBU at forstærke, og det er en af årsagerne til, at der nu er indgået en velfærdsalliance.
Formanden for DBU, Jesper Møller, er i gang med en rundtur i Danmark, hvor han besøger alle borgmestre for at tale om mulighederne for et samarbejde.
– Frederikssund er en meget idrætsvenlig kommune med en visionær borgmester, der med det samme sagde, at en velfærdsalliance var noget, Frederikssund gerne ville være med i, fortalte Jesper Møller i sin tale tirsdag formiddag.
Underskrivningen af velfærdsalliancen er første skridt i en proces, der indtil videre kommer til at løbe i fire år. Næste skridt bliver at invitere foldboldklubberne til et møde, hvor de er med til at definere, hvilke projekter der skal arbejdes videre med.
– Fodbolden har traditionelt haft fat i de unge, men med denne velfærdsalliance vil vi udnytte vores kompetencer på tværs til at skabe mere trivsel, sundhed og social sammenhængskraft for flere grupper af borgere. Et par af de aktiviteter, der allerede foregår hos FIK i dagtimerne for spillere over 60 år og psykisk sårbare, illustrerer godt, hvad vi ønsker at styrke, sagde borgmester John Schmidt Andersen, da velfærdsalliancen blev underskrevet.
Ved at indgå i en velfærdsalliance får Frederikssund Kommune mulighed for sammen med DBU Sjælland at søge om midler til udvalgte projekter. Midlerne kommer fra DBUs ”Styrk Samspillet-pulje”.

Forskning
Frederikssund er den anden kommune på Sjælland, der indgår i en velfærdsalliance og den første i landet, der har et forskningsaspekt med.
Til forskel fra andre velfærdsalliancer mellem DBU og kommuner er Syddansk Universitet (SDU) en del af aftalen med Frederikssund, DBU og DBU Sjælland.
Det er idrætsforsker Peter Krustrup, som repræsenterer SDU. Han har gennem mange år forsket i fodboldens betydning for folkesundheden.
– Frederikssund Kommune har været en foregangskommune i rigtig mange år, og her er der sat fantastiske projekter i gang på fodboldbanerne i kommunen, fortalte Peter Krustrup.
En del af aftalen er også, at Frederikssund Kommune vil blive prioriteret, når DBU skal afholde arrangementer som u-landsholdskampe eller særlige DBU events, eksempelvis VM i straffe. Dermed kan disse arrangementer fremover komme til at foregå i Frederikssund Kommune til glæde for kommunens fodboldinteresserede borgere.
Lige inden der blev skrevet under på velfærdsalliancen, kom DBUs formand Jesper Møller med et løfte; når de nye fodboldbaner i Idrætsbyen er klar, kommer han med et landshold og indvier dem i en åbningskamp.
Kilde: Frederikssund
Kommune

Deltag i debatten
Share.

About Author