Er du blandt de udvalgte 2.450 personer ?

0

Hvordan har du det? Det spørgsmål vil 2.450 borgere i Frederikssund Kommune modtage i deres e-boks i starten af februar.

 

FREDERIKSSUND KOMMUNE: Spørgsmålet stammer fra en spørgeskemaundersøgelse, som vil blive sendt ud til godt 300.000 borgere i hele Danmark, og besvarelserne skal hjælpe med at styrke fremtidens fundament for vores sundhed. Hvordan synes du, at dit helbred er? Får du søvn nok til at føle dig udhvilet? Bruger du e-cigaretter? Cykler eller går du på arbejde?
Spørgsmål som disse vil sammen med en lang række andre stå i det spørgeskema, som 2.450 borgere i Frederikssund Kommune modtager i begyndelsen af februar. Spørgeskemaet er fra undersøgelsen ”Hvordan har du det”, som skal kortlægge danskernes sundhedsprofil.
Svarene skal blandt andet give kommunen en dybere indsigt i borgernes sundhed og trivsel. Undersøgelsen skal bidrage til en mere målrettet forebyggelse og en bedre planlægning af de fremtidige sundhedstilbud i kommunerne og på regionens hospitaler.
– Undersøgelsen gør os klogere på, hvilke sundhedsudfordringer vi står over for i dag i Frederikssund, og resultaterne af undersøgelsen anvender vi aktivt til at planlægge fremtidige indsatser til gavn for borgernes sundhed, fortæller formand for Sundhedsudvalget Jesper Wittenburg (A).

Jo flere svar, jo bedre
Borgerne i Frederikssund Kommune er tidligere blevet spurgt om deres sundhedstilstand i henholdsvis 2008, 2010 og 2013.
Undersøgelserne viste store sociale forskelle på tværs af de 29 kommuner i hovedstadsregionen.  Ved den seneste undersøgelse fandt man for eksempel at 14 rocent røg dagligt i Frederikssund Kommune, mens det i Halsnæs Kommune var 19 procent.
– Vi bruger Sundhedsprofilen til at få en bedre forståelse af, hvor ’skoen trykker mest’, så vi bedst muligt kan udnytte vores ressourcer til forebyggelse i kommunen. Derfor er det vigtigt at understrege, at jo flere der svarer på spørgeskemaet, jo bedre forudsætninger har vi for at prioritere vores fælles ressourcer rigtigt, siger Jesper Wittenburg.
Det er Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, der står bag undersøgelsen i Region Hovedstaden.
– Den basisviden om danskerne, som denne undersøgelse giver os, kan ikke vurderes højt nok. Det er information, som vi ikke kan få på andre måder, og som er helt afgørende for prioriteringen i vores sundhedsvæsen, siger læge og professor Torben Jørgensen, chef for Forskningscenter for Forebyggelse.

 

E-boksen
Spørgeskemaerne bliver sendt ud til 2.450 tilfældigt udvalgte borgere i kommunen den 3. februar via den digitale postkasse eller almindeligt brev. Har du modtaget et spørgeskema har du tre måneder til at svare.

FAKTA
Undersøgelsen af danskernes sundhed hedder ”Hvordan har du det?” Cirka 300.000 danskere over 16 år får et spørgeskema i deres digitale postkasse eller per brev. Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte. Det er frivilligt, om du vil deltage.

Undersøgelsen bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme, og giver samtidig et unikt indblik i danskernes sundhed og trivsel. For at få de mest brugbare resultater, er det vigtigt, at så mange som muligt, udfylder spørgeskemaet.

Alle fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed gennemfører undersøgelsen på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundheds- og Ældreministeriet samt Finansministeriet.

Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet i rapporten ”Sundhedsprofil for region og kommuner 2017”, som udkommer i marts 2018. Resultaterne af tidligere undersøgelser kan ses på hjemmesiden www.fcfs.dk

Du kan tjekke, om du er udtrukket til at være med i undersøgelsen ved at se, om du har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i din e-boks, digitale eller fysiske postkasse. Dem, der udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række forskellige præmier.

Deltag i debatten
Share.

About Author